Navnet Weinreich

Navnet Weinreich består af to dele.

Den første del kommer ifølge Ernst Förstemann (Ernst Förstemann: Altdeutsches Namenbuch, bind 1, Nordhausen 1856) af VIN, på oldhøjtysk WINI, og på gotisk nærmest udtalt VINJIS. Ordet skulle betyde ven og findes i mange navnesammensætninger, nogle gange som forstavelse som i vores navn, men mest som endelse. Förstemann har fundet det i 196 gamle navne, som f. eks. Alfwin, Hildiwin, Wolfwin o. s. v. Af disse er kun 13 kvindenavne, mens resten er mandsnavne. De fleste af navnene er mere end 1000 år gamle, og nogle er påvist helt tilbage til 500-tallet.

Den sidste del af vores slægtsnavn skulle komme af RICJA, der findes i navnesammensætninger allerede i førgermansk tid og kan oversættes som hersker eller fyrste. Jævnfør latin REX. I gotisk forvanskes det til REIKS og bliver til REIKI d. v. s. rige - i oldnordisk RIKE. Fra alle germanske lande kendes fra 2. århundrede og helt op til nutiden mandsnavne med endelsen RIK.

Fra Viniricja har navnet så gennem mange mellemled udviklet sig til det slægtsnavn, vi nu kender som Weinreich. Fra det ottende århundrede har vi ifølge Förstemann formerne: Winerich, Winerich, Winrich, Wenirih og Wenrich. Også i England kendte man navnet i gammel tid som det angelsachsiske Vineric. På nyhøjtysk skiftede navnet til følgende former: Weinreich, Weinrich og Wienrich.

Heraf kan vi altså udlede, at vores slægtsnavn betyder "rig på venner", hvilket er den almindeligste udlægning, eller måske "vennernes høvding (konge)".

Dr. Arthur Weinreich fra Königsberg i Østpreussen grundlagde i 1938 sammen med Heinrich Weinreich fra Iserlohn et "Arbeitsgemeinschaft Weinreich", senere kaldet "Arbeitsgemeinschaft der Geschlechter Weinreich, Weinrich und Wienrich". Det var et arbejdsfællesskab, hvor formålet var at forske i disse slægter og forsøge at opstille slægtstavler. Som medlemmer optoges en række bærere af slægtsnavnet. Medlemmerne fik tilsendt kvartalsberetninger med resultater af forskningen. Arbejdsfællesskabet fungerede til 1944, hvor arbejdet måtte opgives på grund af krigen.

I arbejdsfællesskabets anden kvartalsberetning, der blev udsendt i januar 1939, blev der skrevet således om vort slægtsnavn:

Navnet Weinreich lød oprindelig Winrich og betød "rig på venner", og det har altså intet med "Wein" (vin) at gøre. I Preussen blev navnet stavet ret forskelligt: Winrich, Weynrich, Weinrich, Weinreych, og var først et fornavn. Først efter 1400 blev det et almindeligt efternavn, idet et fornavn trådte til som personnavn. I de byer, hvor den sydtyske og mellemtyske nationalitet dominerede, holdt navnet Weinreich sig uforandret gennem tiden. I de lande, hvor den nedertyske (nordtyske) befolkning var fremherskende, forandrede navnet sig som en tillempning til den nordtyske (plattyske) dialekt. I Lindenau kirkebog omkring 1650: Weinrich, Wynrich, Winrich, senere til dels Weinreich. Endnu idag er der i nærheden af Eisenberg to slægter: Winrich og Weinreich. I Löwenhagen kirkebog (Østpreussen) lyder navnet fra 1627 til 1690 Weinreich, så træder navnet Wierich i stedet indtil 1750, så findes begge navne ved siden af hinanden indtil omkring 1780, hvor navnet Weinreich alene træder frem.

Om navnet skal desuden anføres, at efter tysk skik fik pigerne gerne endelsen -en eller -in føjet til efternavnet, og de er således i kirkebøgerne angivet f. eks. Weinreichen eller Weinreichin.

På baggrund af navnets oprindelse som fornavn og navnets store udbredelse må det være indlysende, at ikke alle Weinreich'er kan være af samme slægt, men at der findes flere af hinanden uafhængige Weinreich-slægter. Desuden er det bevisligt, at navnet flere steder forekommer i flere varianter inden for samme slægt.

I dagens Danmark er Weinreich den helt dominerende stavemåde, men formen Weinrich findes også.

Navnet Weinreich findes idag mange steder uden for Tyskland. Især i Holland og USA findes der en hel del Weinreich'er.